Den eneste ene?

Det kom jeg til at tænke over i dag, da jeg sad og havde ondt i mit øje... Og af mig selv!

Hvad er det for noget pladder? Hele idéen om at der kun er én i hele verdenen, der er den RIGTIGE??? Det er da absurd!

Vi er over 5 milliarder mennesker i verdenen, så hvad er sandsynligheden lige for at vi kommer til at se så meget som skyggen af ham/hende der *den rigtige* ?

Hvad er sandsynligeheden for at vi overhovedet bor i samme land? Samme verdensdel? Samme kontinent?

Og selv om vi gør, er der jo altså 5 millioner mennesker alene i DK.... Og på trods af at DK jo er et relativt lille land, er der altså mange mennesker jeg ikke har mødt, og aldrig kommer til at møde... Hvad nu hvis ham den eneste er én af dem? Hvilket er betydeligt mere sandsynligt end at han er én af dem jeg HAR mødt?

Nu er jeg jo ikke gået helt alene igennem livet af den grund, og de jeg har haft slået følge med hen af vejen, har jo også været *rigtige* på et eller flere punkter, men *den rigtige* har de jo ikke været? Havde de været det, var vi vel ikke gået fra hinanden? ( Uanset at K og jeg jo er sammen igen)

Nej, jeg tror ikke på at *den rigtige* findes, jeg tror på at vi møder MANGE gennem livet, der kunne/kan være en god livsledsager, hvadenten det så kun er for at slå følge et stykke af vejen, eller om det er til den bitre ende...

Vi møder det her fantastiske menneske, vi bliver forelskede ( Og der ER det jo den rigtige) men forelskelse klinger af, nogen gange går den over i kærlighed, andre gange over i selvransagelse over hvad pokker man lige tænkte på.... Jeg sagde engang, midt om natten, I kender øjeblikkene, midt på den afrikanske savanne ( Nej, det var det faktisk ikke, det var op af nogen hellige klipper ved den børneby jeg arbejdede i) og snakkede med nogen japanere om det med kærlighed...
Både jeg og den ene japaner var forlovet... Og japanerne har altså et noget andet syn på det med kæresteri osv end vi danskere har*GG*...
Ved ikke hvordan vi kom ind på det, men vi snakkede om forskellen på forelskelse og kærlighed, og jeg tænkte sgu over det... Hvornår det var det ene og hvornår det var det andet... Jeg kom frem til at hvis forelskelsen glider over i kærlighed, så er det ikke fordi den anden er perfekt ( sådanne mennesker findes sgutte) Men det er snarere fordi man lærer at holde af den anden PÅ TRODS af deres fejl og mangler, de selv samme fejl og mangler som forelskelsen ofte gør os blind for....

Men i og med at *den rigtige* vel er sononymt *den perfekte*, så er det at man elsker jo ikke ensbetydende med at det er *den rigtige*....

Alligevel slår vi følge med de her mennesker igennem livet... Vi får børn, og går fra hinanden... Vi græder, raser, er fortvivlede, og lige pludselig er den vi ikke er sammen med længere, inkarnationen af alle vores håb og drømme for den vi skulle have delt livet med... Gudskelov er det en vildfarelse som for det meste går over igen...

For igen er det den rigtige, var vi vel blevet sammen...

Mange siger de kun vil have børn med *den rigtige* Har I styr på HVOR mange skilsmissebørn der findes i DK ? Det er sgu snart mere normalt end at man bor sammen med begge sine biologiske forældre...
Mange får ovenikøbet børn med flere, både 2-3-4 forskellige ( Dem er jeg jo selv én af, og mener ikke der er noget forkert i det)

Men flosklen om *den rigtige* den famøse rigtige, har den i virkeligheden ikke overlevet sig selv? For på hvilket punkt, og udfra hvilke kriterier bedømmes det om det er den *rigtige*?

I nogen kulture er * den rigtige* den der kan højne famliens status, bedre økonomien, sikre og cementerer familiens position... Ægteskaber bliver brugt som alliancer... Og jeg mener faktisk ikke nødvendigvis at disse arrangerede ægteskaber er mere ulykkelige end dem vi i vesten, som oftest, indgår af egen fri vilje... I det mindste er deres skilsmisseprocenter da lavere!

Vi i vesten er snotforkælede, vi vil have det hele fra start helst, og det gør os samtidig kræsne... Vi vil have en masse porppet ind i et enkelt menneske, når virkeligheden nok snarere er at vi skulle bruge et halvt dusin mennesker for at få alle de egenskaber med som vi tilstræber hos vores partner ( Hey! Måske polygami er svaret?

Vi jagter og jagter i vores søgen efter den eneste ene.... Jeg har fundet mange emner til denne eneste ene... Men jeg har sgu ikke fundet ham! Jeg har fundet mange søde, mange good-looking, mange kloge, mange sjove, mange gode elskere.... Men jeg har sgu ikke fundet lige netop *den eneste ene* hor ikke en eneste kant skulle files, der ikke var en eneste betænkning med i spillet....

Men ok, jeg vil da ikke NÆGTE at den eneste ene findes derude et sted, så er det jo bare noget lort, og lidt synd for mig, hvis han render rundt i den brassilianske regnskov.....