... men heldigvis påvirkede det ikke familien på nogen måde, ud over at vi naturligvis var økonomisk meget trængte. Ca. 1 år efter firmaets konkurs, startede de firma igen. Denne gang gik det forrygende, og ordrene strømmede ind. Min far havde travlt med at være i marken, og min mor passede telefon. Efter et par år købte vi et større hus. Det hele var idyl, lige ind til min mor fandt ud af, at flasken kunne trøste hende i pressede tider...
Min mor blev meget agressiv, hvilket var en kæmpe omvæltning for mig, der altid havde været mors pige og havde været vandt til, at hun var der for mig, når jeg havde brug for hende. Jeg var på det tidspunkt 13 og min søster 16, så vi var i de bedste teenage-år...

Den første grimme og chokerende hændelse jeg husker, var en dag min mor sad og klappede sig selv på lårene. Jeg gik hen og sage, ironisk, ja du er søreme godt nok tyk... og så brød helvede løs!! Min mor koksede fuldstændig, og min stakkels far blev helt befippet... Min mor havde altid forstået ironi ganske fortrindeligt, men pludselig kammede hun helt over!!

Så fulgte nogen grusomme år, hvor jeg, hver dag når jeg kom hjem fra skole, skulle veje stemningen, inden jeg turde åbne munden. Ind imellem var det, som at gå ind i djævlens hule... Dystert, koldt og mørkt, uanset hvor meget solen end skinnede udenfor, kunne min mor sprede en stemning i hele det 315 m2 store hus. En stemning der ikke var til at gå fejl af!!

Min far, der altid har beundret min mor, stod i et enormt dilemma, når min mor var sur på mig eller min søster. Han havde ganske simpelt ikke ben i næsen til at stå op og blive gal på hende over hendes måde at behandle os på. Han knækkede flere gange, hvor jeg sad oppe hele nætter og støttede ham. Jeg var i starten stadig mors pige og kæmpede for fred imellem os, hver gang hun fik et flip, men som de første måneder gik, indså jeg at det var meningsløst. Hun var ganske enkelt utilregnelig og agressiv. Hun var parat til at ofre alt for at få alkohol.

Min mor flyttede ind og ud af huset, hun kunne finde på at komme ind og hive mig op af sengen for at gi' mig et møgfald over en bagatel, gå ind til min søster og gøre det samme og så gå sin vej, - midt om natten. Flere gange vågnede jeg ved lyden af potteplanter, der blev smadret og min mors hysteriske skrig... "Nej, lad vær' at slå mig, jeg har ikke gjort noget" kunne hun finde på at råbe, så vi skulle tro, at min far var voldelig imod hende. Jeg listede mig dog ofte hen og lurede igennem døren og så, at min mor blot stod og råbte det ud i ingenting, eller så, at min far greb fat i hende og holdt om hende, for at hun ikke skulle smadre flere ting.

En morgen kom vi ned i køkkenet og fandt en seddel med påskriften "Beklager piger, det var den eneste udvej". Ved siden af stod knivblokken og den største kniv manglede.

Alkoholen gjore hende dybt underlig. Hun kunne finde på at sige "nu går jeg", for så at gå ud og stå om et hjørne og holde øje med, hvornår lyset blev slukket. Så listede hun sig ind igen, når der var mørkt i huset.

Det var umuligt for min søster og jeg at ha' besøg af venner, så alt foregik ved vennerne. Heldigvis tog en af min mors gode veninder fat i nakken på mig og støttede mig fortrindeligt igennem meget af forløbet. Desværre, kan jeg sige den dag i dag, fortalte jeg det ikke til nogen før efter lang tid. Jeg var flov! Da jeg endelig fik taget mig sammen, gik det heldigvis stærkt og inden længe, ja så stod min venindes mor der så, som skrevet. Jeg har den dag i dag stadig et meget nært forhold til moderen og kommer der jævnligt. Hun kender mig bedre end min egen mor, da hun kan se lige igennem mig og nærmest kan forudsige, hvad jeg gør, inden jeg selv ved det! :-)

Min mor stoppede med at drikke, da jeg var 16. Hun falder stadig i, men ikke mere, end at jeg, med den viden jeg nu har omkring alkohol, kan få redt trådene ud, så der igen bliver ro ved mine forældre. Hun drikker aldrig, når hun har ungerne. Det er jeg helt sikker på! Hendes drikkeri har ødelagt ufatteligt meget. Specielt min tillid til folk. Heldigvis har min extra-mor været opmærksom på mange ting og har hjulpet mig med at genvinde tillid til en del folk. Jeg vælger at tale åbent om min mors alkohol-problem, da jeg mener, det kan hjælpe andre... og desuden valgte hun selv at drikke, så hun kan ikke folange at jeg tier med det.

Hvad jeg har fortalt her, er kun få af de mange forfærdelige ting der skete i de år, hvor min mor valgte flasken frem for os. Alkohol er et stort problem for samfundet og ikke mindst for de nære familiemedlemmer, der kun hjælpeløst kan stå som vidner til, hvordan deres kære ødelægger livet for både dem selv, og dem der elsker dem ubegrænset, hvordan livet omkring dem ikke længere kan gå sin vandte gang, og hvordan de langsommeligt begår selvmord, med flasken som bedste ven. Al tillid til alkoholens offer forsvinder sammen med al tillid til vernden omkring en.

Alkohol er ikke en trøst, det er ikke en hjælpende hånd ud af problemer. Alkohol er roden til alt ondt!! Jeg er ikke afholdskvinde, men alt med måde!! At drikke, når ens børn er i samme hus, er forkasteligt! Dømmekraft, medfølelse og sund fornuft forsvinder. Hvis du sidder og læser dette som en af dem, der drikker lidt for meget, vil du blive fornærmet og tænke "sådan noget fis, alkohol skader ikke, og jeg har i hvert fald ikke noget problem" eller "Ja, jeg mister ikke sund fornuft, når jeg drikker og kan sagtens klare mine børn, selvom jeg er lidt ½-snallret" men ved du hvad, kære tankeløse, egoistiske flaskeven? Al sund fornuft er forsvundet i det sekund, du knapper en øl op eller åbner en flaske vin eller sprut for at drukne dine sorger og/eller bekymringer!!