En voldelig far     Barn af en alkoholiker     Vokset op med mor der røg hash     Planter     Åbent brev til familien     En skæbnesberetning     En beretning fra en voksen med ADD/ADHD     Sundhed og sygdom     Graviditet og fødsel     Avis- og bladartikler     Forældre imellem     Parforhold     Dagpleje/vuggestue/børnehave    


At være dansk mor i Schweiz

Jeg kan da begynde med, at det er noget anderledes end i Danmark... på godt og på ondt. Hernede er det almindeligt, at du går hjemme hos børnene indtil de flyver fra reden. Noget som praktisk talt er utænkeligt i Danmark. Hvis man kan finde en institutionsplads koster de i reglen omkring 10.000 kr. om måneden. Skolesystemet er indrettet således, at børnene har fri midt på dagen fra kl. 12.00 - 13.30, så de kan komme hjem og få deres varme middagsmad. Hvilket jo naturligvis er med til at holde kvinderne hjemme ved kødgryderne. Så kommer skattesystemet. Som hustru har du ingen selvstændig selvangivelse. Din eventuelle indkomst bliver lagt oveni mandens indkomst og bliver derved beskattes hårdt. Derfor fravælger mange unge uddannede schweiziske kvinder at få børn.
Min datter er nu 3 år, og hun kender kun til, at jeg går hjemme hos hende. Hun kan sove så længe hun vil og i det hele taget have en rolig hverdag. Hun går så i Legestue een gang om ugen, hvilket er for lidt - men det prøver vi så at afhjælpe med, at hun kan lege på vejen med andre børn samt få besøg af dansktalende børn.

At være dansk mor ude på landet i Schweiz, er for mig overvejende en positiv oplevelse. Jeg er blevet godt modtaget af landsbyen og især de nærmeste naboer. Der er altid en hjælpende hånd ved ferie eller børnepasning... en kop varm kaffe på kanden, hvis man kommer forbi. Men man har også flere ressourcer til rådighed, når man går derhjemme. Men isolationen er alligevel et problem. Den manglende voksenkontakt, udfordringen ved et spændende stykke arbejde, og glæden når det lykkes.

Men på trods af gode naboer.. så savner man alligevel at tale med danske veninder/bekendte, som står i samme situation. Så sammen med Bente Zinck startede jeg "dk-mor-i-Schweiz" op den 29. januar 2002. Det er en undergruppe til den store http://dk-mor-i-udlandet.com. Indtil nu er vi cirka 30 danske medlemmer på "Schweizerlisten´s mailinggruppe, hvor mange af os ses personligt på kryds og tværs. Vores website: http://dk-mor.ch
Det har været med til at give mig et dansk netværk her i Schweiz, som jeg ikke ville være foruden. Vi laver småarrangementer sammen, taler jævnligt i telefon med hinanden eller skriver på mailinglisten.

Desuden er jeg kasserer i "den danske Koloni i Schweiz". En forening, som har eksisteret siden 1934. Medlemsskaren er overvejende ældre danske mennesker, men det er nu ganske interessant at høre dem fortælle om gamle dage, hvor man ikke bare kunne tage telefonen og ringe "hjem" til Danmark eller de andre savn, som de har måtte lide.

Jeg tænker nogle gang på, at når jeg køber ind.. kan jeg både få flæskesvær, Jubilæumssnaps, syltetøj fra Den gamle Fabrik, marinerede sild, danske oste, danske øl, m.v. .. så savnet til Danmark formindskes :-)
Som udlænding er det ofte visse madvarer, man savner, når man drager udenlands.. men sålænge man bliver i Europa, er næsten alt muligt.

 

Om at føde i Schweiz

Jeg fødte Alexandra via akut kejsersnit for lidt over 3 år siden. De er dygtige og meget kompetente hernede. Sygehusvæsenet og de praktiserende læger fungerer noget bedre end i Danmark.
Vi har et sygekassesystem hernede, som vi skal betale. Der er frit lægevalg og sygehusvalg, og det giver lidt sund konkurrence, så vi bliver en "kunde" og "patient". Den første gang, jeg var hos min læge, afsatte hun 2 timer til konsultationen.. for hun ville gerne lære mig at kende. Det tror jeg næppe ville være sket i Danmark ;-)
Efter fødslen fik jeg Alexandra med det samme... isvøbt et håndklæde, da jeg lå der med epiduralbedøvelse (kejsersnit). Så tog de Polaroid-fotos af os alle 3.. og så gik de med Bølle for at undersøge hende, vaske hende o.s.v. I første omgang blev hun klædt på og kom hen til mig, men straks efter tog de hende, da hendes læber blev ved med at være blå (dårlig iltet blod). Jeg fødte på det hospital i Schweiz, som har flest vandfødsler.
Det store minus var, at jeg blev skilt fra min datter få timer efter fødslen, da hun måtte overføres til et specielt børnehospital i Zürich. Da jeg bor i kanton Thurgau, og Zürich er en kanton for sig selv, tillod sygekassesystemet ikke, at jeg blev indlagt sammen med min datter. Jeg måtte så tage ind til Zürich hver dag for at passe mit barn og give hende modermælk. Alexandra havde slugt meconium og hun optog ikke nok ilt i blodet. Så hun blev "syltet" til i slanger og måleinstrumenter, og hun fik så antibiotika i 10 dage for at tage eventuelle infektioner. Til min store sorg lærte hun aldrig at amme, men jeg pumpede mælken ud og gav hende den så via flaske.
Det var en meget hård tid, som jeg helst vil glemme. I dag har jeg til gengæld en spilop uden grænser - sund og rask.. og det er naturligvis det, der gælder. Alexandra var indlagt i 3 uger.

Man får et spørgslskema før fødslen.. hvordan man gerne vil have sin fødsel og fødslen bliver også evalueret bagefter.. om man syntes, at man selv var "in control" eller om jordemoderen/lægen handlede over hovedet på een. I mit tilfælde var det jo bare med at få Alexandra ud, inden det var for sent... og jeg blev virkelig godt behandlet. Selvom jeg er almen forsikret, så blev jeg behandlet som privatpatient bagefter. Jeg blev flyttet på gynækologisk afdeling, så jeg ikke skulle se andre mødre med deres børn.. når jeg nu ikke have mit eget. Jeg fik stort eneværelse og blev fysisk/psykologisk godt behandlet... når jeg nu ikke kunne komme med mit barn.
PÅ børnehospitalet var det derimod meget dårligt. Jeg sad hver dag cirka 12 timer... i min egen havestol, da jeg ikke kunne holde til at sidde på en træstol. Jeg måtte selv have væske og mad med hjemmefra.. ikke så meget som en kop kaffe eller et glas vand fik jeg der. Det var hårdt!!
Du kan se ind på Frauenfeld Sygehus's fødeafdeling her.. hvor du eventuel kan læse i engelsk: http://www.frauenklinik-frauenfeld.ch/deu/

Mange hilsner
Inger Wieland

Mor-far.dk er en del af N2 Ads A/S
N2 Ads står bag en lang række danske hjemmesider
Dealhunter.dk, JobOpslaget.dk, OpskriftSamlingen.dk, Tilbud7, Madras.dk mm.
Skriv endelig til os hvis vi kan hjælpe med noget.